TV-2 Artikler : Rigtige mænd på nettet (2002)

Rigtige mænd på nettet

Bandet TV-2 er med på noderne i udviklingen af deres hjemmeside, som har vundet flere priser. Her kan idoler og fans komme tættere på hinanden.

Fans vil så tæt på deres idoler som muligt
Det kan de komme via internettet. TV-2 var den første danske musikgruppe, som lavede en hjemmeside. Gruppen er meget bevidst om hjemmesiden og internettets muligheder. Hjemmesiden blev åbnet i september 1995, og i februar 1997 havde over 100.000 interesserede besøgt TV-2’s hjem på nettet.
Stofa Magasinet har talt med TV-2’s trommeslager, Sven Gaul, om gruppens holdninger til musik, hjemmesiden og internettet.
  

Har TV-2 en bevidst holdning og profil i forhold til internettet?
“Ja, vi har diskuteret det meget og opfatter internettet som en hurtig, dynamisk og fleksibel vej til en mere direkte kommunikation med vores publikum. Hvor vi tidligere kun nåede ud til publikum med musik og videoer via pressen, har vi i dag vores egen kanal direkte til lytterne”, fortæller Sven Gaul. Han nævner en række konkrete aktiviteter, som kun kunne realiseres via bandets hjemmeside: “Eksempelvis blev sangene på vores live-cd “Live 99 – Verdens Lykkeligste Band” valgt på baggrund af en afstemning på vores hjemmeside. Desuden har vi aktuelle live-chats og direkte salg af vores cd’er og diverse fanartikler via vores egen internetbutik med kreditkortbetaling til f.eks. udlandsdanskere, som ikke kan købe disse ting uden for Danmark.
Vi har også lagt nye sange ud i forskellige formater, bl.a. mp3, før de udkom på plade, og vi har gjort – og vil fortsat gøre – sange tilgængelige, som aldrig er udkommet på cd. På samme måde lægger vi noder og tekster, som ikke kan købes i bogform eller fås på anden måde, på vores hjemmeside til gratis downloading”, forklarer Sven Gaul.

Verdens første net-koncert
Gruppens forventninger til hjemmesiden er indfriet, og nye muligheder drøftes løbende med Martin Vikkelsø, der administrerer og opdaterer hjemmesiden.
TV-2 har forsøgt at være først med nye tiltag, og i 1997 spillede gruppen verdens første internetkoncert. Ifølge Sven Gaul var koncerten en stor succes med over 20.000 besøg. Gruppen fik positive reaktioner fra danskere i blandt andet Australien og USA.

Men hvad med de problemer, der har været med ulovlig kopiering af musik på nettet?
Sven Gaul fra TV-2 mener, at branchen i fællesskab må løse problemet.
“Vi synes, det er en god måde at gøre smagsprøver fra nye sange tilgængelige for publikum og at distribuere gratis musik, som ellers ikke ville være udkommet. Generelt skal der selvfølgelig betales for musik, som hentes på nettet. Det er jo betaling for det arbejde og al den tid, kunstnerne har brugt på at indspille musikken. For at både lytterne, kunstnerne og pladeselskaberne bliver glade, er man nødt til at lave et fællessite, hvor alle pladeselskabers kunstnere kan findes og downloades til en rimelig pris, og hvor musikken har såkaldte vandmærker, som gør ulovlig kopiering besværlig”.

Besøg TV-2 på www.tv-2.dk

Stofanet magasin (marts 2002)

Til forsiden Kontakt : Skriv, ring, e-mail, fax mig din fremtid ... Sitemap - Få det helt store overblik ... Om TV2FAN.DK ... Printervenlig version af denne side
Næste event
  • Lør 16.04.2011 - tv-2 spiller i Aalborg Kongres & Kulturcenter - Mere info
» Check kalenderen