tv2fan.dk besøgte Jelling Musikfestival for at se, om yndlingsorkestret holder formen. Dommen efter en vellykket og velbesøgt regnvejrskoncert lyder: det gør de!
Få orkestre favner så bredt, som tv-2 gør. Inden koncerten talte jeg med en ung pige, der elskede tv-2, fordi hendes far altid havde sunget Popmusikerens Vise for hende - som godnatsang(!) Og under selve koncerten hoppede og dansede jeg sammen med nogle folkepensionister, der havde benyttet sig af festivalens tilbud om gratis adgang om søndagen.
Så der var fest på pladsen, og folk beundrede den flotte storskærm på bagscenen, gik amok over Ufo og Yephas besøg under Be Bap A Lu La og dansede kinddans til Fald Min Engel.
Her på siden har der været en del debat om, hvorvidt tv-2 skulle eksperimentere lidt mere med sætlisterne. Og ingen ville elske det højere end jeg, hvis der kom nogle virkelige nyheder og sjældenheder med til koncerterne, men når det er sagt, så er det fantastisk at opleve, at der faktisk bliver taget lige godt imod gamle og nyere sange. Blandt de største publikumstræffere i går var faktisk Randers Station og For Dig Ku´ Jeg Gøre Alting.
Da Kim Larsen spillede på samme scene aftenen før, vakte hans ældre numre også stor jubel, mens hans nyere sange slet ikke førte til hverken fællessang eller -dans på pladsen.
Og tv-2 havde da også overraskelser med i ærmet: fx fremførte de Fallit sammen med Ufo Yepha som første ekstranummer, ligesom en Ennio Morricone-intro til Eventyr For Begyndere mindede os allesammen om, at Steffen Brandt i virkeligheden er både den gode, den onde og den grusomme.
Du kan se en masse billeder fra koncerten hos Vejle Amts Folkeblad, hvis du klikker her.
Ifm. store mængder spam, er kommentarfunktionen midlertidligt ude af drift.

